2021
Året er lige begyndt. I mit isolerede drivhus står bakker med frø og små planter og vokser sig klar til at komme ud i køkkenhaven. Jeg glæder mig til at så asparges, artiskokker, tomater og chili. Min veninde Helle og jeg har aftalt at følge Charles Dowdings såkalender i år. Det eneste der udfordrer mig i den forbindelse er, at jeg plejer at finde mine spirekasser med undervarme frem her først i januar og så de første chilier. Og han siger at jeg skal vente…
Faktisk har jeg overvejet at så tomater i mine spirekasser og i det isolerede drivhus samtidigt, bare for at se forskellen på udbyttet. For hvis planterne i drivhuset kommer i lige så god bæring, som dem jeg sår inde, tror jeg at jeg vil bruge spirekasserne til noget andet, blegselleri og artiskokker for eksempel.
2020
Sikke et år. Jeg besluttede mig for at skabe et positivt minde over det, jeg troede skulle være året med Corona, det ser nu ud til at blive til mere end ét år med Corona. Samtidig fik jeg før påske foræret et drivhus af min veninde Susanne og det ændre min plan for køkkenhaven, så den blev dobbelt så stor, nemlig 23×23 meter. Temmeligt stort for en husstand på to, men den fungerer også som planteskole.
Det betød at virkelig meget af min tid gik med at køre grus ud på hele området og save træet, male det, samle og placere rammerne, der passer til de glasrammer jeg købte år tilbage. Men det ser godt ud og hvidløgene jeg har sat, trives. Og jeg er klar til at plante i foråret 2021.
Fidusen med rammerne er at jeg kan lægge net og fiberdug hen over, så hjorte og insekter ikke kan spise mine planter og så giver de lidt læ. Gruset mellem rammerne mindsker antallet af snegle og glatter ujævnheder ud, jeg er stor fan.
Jeg kom også lidt bagud i det nye drivhus. Der skulle jo laves og støbes fundament, skæres og monteres glas og køres grus ind som foreløbig belægning. Så tomater og agurker kom ikke i jorden så tidligt som jeg gerne havde villet det. Til gengæld har jeg høstet de sidste agurker i begyndelsen af november og tomater i december.
Den gamle køkkenhave skulle omdannes til rosenhave, jeg plantede den til i det tidlige efterår. Men så kom min kloge veninde Anne på besøg og rådede mig til at flytte roserne ned på marken, hvor de vil få mere sol og luft og mindre konkurrence fra ligusterhækken. Jeg syntes ellers selv at det så så godt ud. Jeg har tørret øjnene og tegnet en ny rosenhave, det kan være at jeg når at plante den til i løbet af vinteren/foråret 2021
Så nu er planen at den gamle køkkenhave helt skal være skærehave, og kun med ganske få roser.
2019
Åh ja, sidste år troede jeg at køkkenhaven skulle komme til at bugne. Men jeg blev kogere. Og det med at holde hjortene ude har jeg opgivet, vi må lære at leve sammen.
Jeg tog et ekstra undervisningsfag sidste år, og læste til eksamen hele foråret, der var mere end rigeligt at se til på mit arbejde og oven i det blev min yngste datter konfirmeret. Da jeg endelig kom til hægterne igen, var det som om en stor hårtørrer begyndte at blæse dag og nat tørrede alt ud. Det var umuligt at komme i jorden med en greb, jeg tror at jeg har fortalt dig at jeg har stiv lerjord.
Som den optimist jeg er, er jeg sikker på at det bliver bedre i år. Og det gør det. For min ældste datter var på besøg i påsken og sammen med den yngste, fik vi skik på køkkenhaven igen. Vi fik fjernet ukrudt, klippet ligusterhækkene ned og lagt kartofler. Vi flyttede aspargesene til det nye “frugthave-afsnit” på marken, de stod i for megen skygge hvor de stod før.
Nu er det juni, kartoflerne blomstrer, rabarberne er overvældende og de ligusterplanter, vi klippede helt ned i påsken, skyder på det nydeligste. Når jeg finder ud af at uploade billeder hertil på min nye bærbare, kan du foruden hækkene se hvor blødsøden jeg er: valmuerne i bunden af billedet får lov at blive, jeg er sikker på at vi bliver mætte alligevel.
Jeg er lidt bagud med at så i køkkenhaven, der har været travlt på arbejdet på det sidste og min yngste datter er lige blevet færdig med folkeskoens afgangsprøver.
Og jeg har, når jeg skal være ærlig, prioriteret at lave stier i frugthave-afsnittet og gøre klar til den del af marken, hvor mine drivbænke skal være. Jeg ved ikke om jeg har fortalt om de skønne glasrammer fra et nedlagt gartneri, jeg fandt til en billig penge? 24 stk, og de er bare fine. Vi håber at vi kan høste jordbær når kasserne er færdige.
I år bliver det ikke til så mange jordbær. I gruset på stierne kan man se de nydeligste mærker af klove i to størrelser, store og små bitte, så vi kan se at nogen har indrettet barnekammer i vores have. Og vi kan se at moderen har vist sin unge hvor jordbærrene er. Vi må vist bare sørge for at have jordbær nok til alle os, der bor her.
Men jeg har været forudseende nok til at så og omplante kål, så den kan fylde joden efter kartoflerne. Nogle af planterne skal vokse i store lerpotte, så de kan blive store og fine og bruges til tableauer ude til efterår og vinter.
Og ærter og bønner er sået inde og plantet ud, det skal nok blive godt. Sneglene gør at jeg ikke har lyst til at have salat på friland, bladbeder er hjortene og jeg enige om er uundværlige.
2018
Sidste år led køkkenhaven under mangel på omsorg. Det var marken og dahliaerne, der løb med hele opmærksomheden. I år bliver det anderledes! Min yngste datter ytrede interesse og jeg tog hende på ordet. Vi har sammen bestilt frø hjem, forsået en del inde og glæder os til at sneen forsvinder, så vi kan komme i gang derude.
Jeg anlagde køkkenhaven for en del år siden, men med tiden udviklede mine bede sig til vikingeskibe; de blev bredere og bredere midt på. Så for 3 år siden nedlagde jeg den gamle køkkenhave. Jeg gravede alle de flerårige planter op, inviterede mænd med store maskiner ind, fik endevendt det hele og startede forfra. Det gav mig mulighed for at justere nogle af linierne i haven.
Hans og Keld, der vandt Danmarks skønneste have for et par år siden i tv, og som er nogle af mine gode havevenner, var værdifulde sparringspartnere med hensyn til linierne.
Løg, porrer og rodfrugter. Til højre ses bønnebedet. I baggrunden kan man se resterne af det gamle kvashegn og udsigten over markerne.
Jeg er vild med kamstål i haven, jeg havde bare underdimensioneret stængerne. Store regnvåde planter og hård blæst var mere end de kunne holde til. Så senere bøjede bønnestativet. I år forstærker jeg dem med hasselkæppe i enderne. Men den sorte bomulstråd gjorde lige hvad den skulle, den var stærk og usynlig. Du skal kigge godt efter for at få øje på andet end jernstængerne. Og et nøgle bomuldsgarn koster ikke alverden i den lokale Brugs.
I billedets baggrund ses min aftenterrasse.
Ærterne forrest i billedet er min yndlingssort, Tall White Sugar. Farven er lidt lys, men bælgen er uden hinder, så man kan spise det hele og smagen er fantastisk.
Så er vi senere på sæsonen. Der lå øjensynligt en masse persillefrø i jorden fra den gamle køkkenhave, for mellem roserne er jorden dækket af livskraftig og velsmagende bredbladet persille.
Katten Emma svinser forbi. I min gamle køkkenhave var hovedstierne 2 m brede, og det var jeg så tilfreds med at jeg har videreført det i min nye køkkenhave. Så er der plads til at trillebøren står der uden at jeg skal kante mig forbi. I krydset hvor de to hovedstier mødes har jeg skåret yderligere af bedene, så der er en cirkel med den diameter på 4 m. Det giver plads til bord og stole, hvilket er både rart og praktisk.
I gangene har jeg lagt en membran, så 0,8 gruset bliver hvor det skal være. Jeg synes det ser pænt ud, men det vigtigste er nu, at det går let som en leg at luge gangene. Og jeg vil hellere bruge tid på at luge mellem mine grøntsager end mellem mine bede. Gruset gør også området mindre attraktivt for sneglene.
Jeg troede egentlig at jeg havde fået gravet alle jordskokkerne op, inden mændene med maskinerne endevendte jorden. Som det ses tog jeg fejl. Jeg har to sorter, én, der giver runde rosa knolde og én, der blomstrer og giver mere aflange knolde. Du siger bare til, hvis du mangler!
Til højre er den strimmel jord, der udgør min nye skærehave. Tidligere havde jeg den i en anden del af haven, med stierne var for smalle, der var for meget skygge, roserne fyldte for meget, stykket blev invaderet af hindbær osv.
Der var som du kan høre, virkeligt meget i vejen. Så nu er roserne plantet langs hovedstierne i køkkenhaven, dahliaerne er forvist til marken og de skyggetålende planter har fået deres helt eget bed i køkkenhaven. Så nu skal der egentlig bare være plads til løgplanter, buske, stauder, lidt ekstra roser og sommerblomster…
I vinterferien sidste år lavede jeg det nye kvashegn ud mod naboens mark. Jeg ønskede at skabe læ for østenvinden, der er hæslig her. Og på længere sigt at kunne holde hjortene ude, og ikke mindst at lave en visuel afgrænsning af køkkenhaven. Grenene falder jo sammen med tiden, og jeg har ikke prioriteret at fylde flere grene i i år, måske når jeg det.
Hjortene lader sig ikke genere af hegnet.
Det gamle kvashegn er væk.