Min have er min. Min legeplads, mit rum til at udleve min trang til at undersøge hvad-nu-hvis, min kilde til mental rensning efter en lang dag. Den viser tydeligt min trang til orden og lige linjer og min lige så store blødsødenhed over for selvsåede planter, der bryder disse linier. Den er fuld af frugter, bær og duftende blomster og grene og grønt til buketter og dekorationer. Og hjørner hvor man kan sidde og tænke over livet med en kop kaffe og kigge på alt det grønne i mens.
Min farmor åbnede mine øjne for alt det dejlige derude. Hendes umiddelbare glæde over blomstrende bellis i græsset, roser, krydderurter, fuglesang, blødt dugvådt græs mellem tæerne og duftende pibeved smittede mig.
Jeg bor på en forblæst bakketop på det østlige Møn med en gammel landbohave. Her er et rigt dyreliv, gamle træer, forvildede hjørner og så megen jord til, at jeg har plads til min dahliamark og de æbletræer jeg hver år poder flere af. Og til alt muligt andet også. Og det er godt at have plads til at lege på for sådan en som mig, for jeg får jævnligt nye idéer, jeg gerne vil føre ud i livet. Mit næste projekt bliver at anlægge min dahliamark efter Charles Dowdings no-dig principper. Og at få lavet kasser til de drivrammer, jeg faldt over tidligere på året.
Noget af det, der gør mig mest glad er at skabe liv og få planter til at trives. Nogle af mine venner synes vist at jeg er lidt af en nørd. Jeg plejer at sortere mine frø mellem jul og nytår og tænder for spirekasserne med undervarme først i januar. Senere skal podekvistene skæres og podes og dahliaknoldene sættes til drivning. Og så er jorden ved at være klar til at rode i ude.
Jeg bor her sammen med min yngste datter, jeg desværre ikke har formået at smitte med min haveglæde. Endnu. Og min lille hund Flora. Og katte, høns og ænder.
Jeg har et fuldtidsjob og masser af jern i ilden, så her er ukrudt i hjørnerne og altid ting der kan gøres. Men jeg nyder roen, udsigten over marker og havet, tranerne på træk, hjortene, agerhønsene og alle de andre dyr, der synes at de bor her.
Jeg har haft min have i 16 år og har, bortset fra en kort årrække, hvor jeg boede i lejlighed i København, altid boet i hus med en have.
Du kan kontakte mig på christine@christineshave.dk